Nyt i Business Central v29: fakturaens design kan nu ligge ét sted

Skifter din virksomhed farver, skrifttyper eller den faste tekst øverst og nederst på siden, skal det ud på fakturaen, ordrebekræftelsen, kreditnotaen og følgesedlen, som dine kunder får. Indtil nu har det typisk betydet en rettelse i hvert dokumentlayout for sig, og hver af dem koster tid eller penge. Med den nye version 29 af Business Central kan dokumenterne hente det fra et fælles tema og sidehoved, så du kun retter designet én gang, når du først har sat dem op til det.

Business Central Rapportlayout
  • Michael Dieringer

Tag de fælles dele i brug, næste gang du alligevel skal ændre dine dokumenter, og lad de layout, der virker i dag, være, som de er. Jeg har prøvet det af på Microsofts demodata, og en kopi af Microsofts faktura skulle tilpasses, før den så rigtig ud.

Business Central samler tre dele

Når rapporten køres, bliver den til ét dokument af:

  • Brødtekst: rapportens egne data, linjer og totaler. Kun et Word-layout med undertypen Brødtekst kan bruge de fælles dele.

  • Tema: skrifttyper og farver, gemt som Word-skabelon (.dotx).

  • Sidehoved/sidefod: det, der står øverst og nederst på hver side, gemt som Word-dokument (.docx).

Retter du et tema eller et sidehoved, du selv har lagt ind, gælder rettelsen for alle de rapporter, der bruger det.

Rapport før og efter
Rapport før og efter

Før du går i gang

Funktionen hedder Funktion: Ny oplevelse med dokumentrapport på siden Styring af funktioner. I min nye sandkasse på version 29.1 var den allerede slået til for alle brugere, og ifølge siden slås den automatisk til fra version 31.

Se efter i dit eget miljø, og prøv det i en sandkasse, før kollegerne udskriver fakturaer med det nye design.

Styring af funktioner i Business Central

Start med Microsofts færdige dele

Du kan vælge Microsofts færdige dele uden at åbne Word. På siden Administrer temaer og layout for sidehoved og sidefod ligger der fire temaer og tolv sidehoveder med sidefod fra Microsoft, og de er allerede godkendt.

Temaerne hedder blandt andet Rolig og Legende, og sidehovederne spænder fra Ekstern minimalistisk til Eksternt moderne logo med logo, kontakt- og bankoplysninger.

Temaer og sidehoveder

Vælg, hvor delene gælder

Et valg for én rapport går forud for virksomhedens, og virksomhedens går forud for den globale standard. Du vælger tema og sidehoved hver for sig:

  • Alle rapporter i alle virksomheder, med Tilføj global standard på siden Rapportstandarder for tema og sidehoved/sidefod.

  • Alle rapporter i én virksomhed, i felterne Standardtema og Standard sidehoved/sidefod under Rapportering på Virksomhedsoplysninger.

  • Én rapport eller ét layout, med Angiv for én rapport og Angiv til ét layout på siden med rapportstandarder.

Har du én virksomhed, er en global standard nok. Har du flere virksomheder med hver sin identitet, sætter du et sidehoved pr. virksomhed og lader temaet være fælles.

Virksomhedsoplysninger

Gør dit fakturalayout klar

Microsofts layout til Salg - faktura har undertypen Standard, og undertypen kan ikke ændres bagefter. Du laver derfor et nyt med Nyt på siden Rapportlayout: vælg Word under Formateringsindstillinger og Brødtekst under Undertype, og upload din Word-fil eller start fra et tomt layout.

Jeg flyttede en kopi af Microsofts faktura over på de fælles dele og fandt tre ting, du skal tjekke:

  • Layoutets egen sidefod forsvandt og blev erstattet af den fælles. Tjek, at alt fra den gamle sidefod står i den nye. Hos mig kom bankoplysningerne med i nogle sidehoveder, men CVR-nummeret var væk i alle tre, jeg prøvede.

  • Logo og firmanavn i selve layoutet bliver stående. Med et sidehoved, der også har logo, stod logoet der to gange. Fjern det fra brødteksten.

  • Tekst kan blive usynlig. Med temaet Standardtema og sidehovedet Ekstern standard blev overskrifterne og firmanavnet på min faktura hvide på hvid baggrund. Se en prøveudskrift med hvert tema, før kunderne får en faktura, de ikke kan læse.

Hold også øje med filstørrelsen

Med temaet Legende blev min faktura langt større end med de andre kombinationer, jeg prøvede. Sender du fakturaer med mail, så vælg et tema, der holder filen lille.

Lav dine egne dele

Vil du have dit eget design, laver du temaet og sidehovedet i Word og lægger dem ind på siden Administrer temaer og layout for sidehoved og sidefod med Nyt tema eller Nyt sidehoved/ny sidefod. En ny del starter som kladde, og du kan først vælge den, når den er godkendt.

Brug det, når du alligevel skal ændre dokumenterne

Det kan fx være et nyt design, et navneskift eller en fusion. Så laver du tilpasningen én gang, og næste gang retter du designet ét sted.

Mine anbefalinger

Tag de fælles dele i brug, næste gang du alligevel skal ændre dine dokumenter, og lad de layout, der virker i dag, være, som de er.